Hunting Tianna´s Blæs Becca

Hunting Tianna´s Blæs Becca
Stueopdræt efter Hunting Tiannas Blæs Becca og hendes afkom. Vi vægter Gordon Setterens naturlige jagtinstinkter og hvalpenes prægning højt. Hvalpe sælges primært som markprøve- og jagthunde, men deres evne som familiehunde vægtes også højt. Vi fik i efteråret 2021 også en Engelsk Setter

Sider

lørdag den 19. september 2015

1. præmie i Brugsklasse til Nakkehages BZ Orkan

Peter Eliasen og Nakkehages BZ Orkan opnåede på deres første prøve i Brugsklasse en 1. præmie på DKK´s prøve i Rødby.
I Brugsklasse fældes der fugl for hunden når den har rejst fuglen, og fuglen skal efterfølgende apporteres.

De præmierede hunde og deres førere, alle fik 1. præmie
Dagen efter var der også Brugsprøve, men der blev det ikke til præmier til hverken Nakkehages BZ Solveig eller Nakkehages BZ Orkan. Vi kan nemlig konstatere, at det stadig er vældig sjovt at løbe fugle op ind imellem, men de er jo heller ikke så gamle endnu (knap 2,5 år), så der er masser at arbejde videre med.

søndag den 13. september 2015

1.præmier i Åben Klasse til både Solveig og Orkan


Vi er både overraskede, stolte og meget ydmyge over, at det allerede efter fire starter i Åben Klasse er lykkes for søskendeparret Nakkehages BZ Solveig og Nakkehages BZ Orkan at opnå 1. Præmier på markprøver som "voksen hunde". De er efter parringen i 2013 mellem vores Hunting Tiannas Blæs Becca og svenske GLavaRis DV Ztorm, og er i dag knap 2,5 år gamle. Begge hunde kan derfor nu starte i Vinder Klasse (VK).

Der er så meget der skal gå op i en højere enhed; lydighed, søg, fart, stil og ikke mindst skal der både findes fugl, og fuglen skal behandles korrekt med rejsning og ro i opslugt og skud. Der må naturligvis ikke løbes efter harer og råvildt i løbet af dagen. og der ud over skal det hele ske over flere slip - samtidig med at makkerhunden ikke får forpurret det hele (det sidste gjorde Solveig i sidste weekend, da hun løb foran stående makker, rejste en agerhøne og forfulgte den...).

Nakkehages BZ Orkan (Hunting Tiannas Blæs Becca / GLAvaRis DV Ztorm) og Peter
med deres anden 1. præmie i Åben Klasse

Orkan, ført af Peter, opnåede sin første 1.pr. I ÅK allerede på sin anden prøve søndag d. 6-9-2015 på Danmarks Jægerforbunds prøve ved Stenlille, og Solveig, ført af Anne, opnåede sin 1.pr. ÅK på den efterfølgende FJD prøve på Fyn d.11-9-2015. Dagen efter gentog Orkan og Peter bedriften på FJD´s prøve ved Haslev.
Det overstiger langt vores vildeste forhåbninger, og vi er så glade og ydmyge over at få lov at opleve dette.

Nakkehages BZ Solveig (Hunting Tiannas Blæs Becca / GLAvaRis DV Ztorm) og Anne
med deres 1. præmie i Åben Klasse

Vi har det sidste halve år trænet meget lydighed, for kontaktmæssigt er det ikke det smarteste man kan gøre, at have to kuldsøskende så tæt sammen, som vi har dem i vores lille hus med den store have! Men det ser ud til, at lydigheden kombineret med talent nu giver os disse helt, helt unikke oplevelser med vores to yngste i flokken. Vi er meget taknemmelige for at have mulighed for at opleve dette.

Nu starter Brugsprøverne hvor der fældes fugl for hunden, og denne skal apporteres, og samtidig går jagten ind på agerhøns. Vi glæder os, og håber at Solveig og Orkan også vil vise sig som gode jagthunde.